Den ultimative guide til amning

Den ultimative guide til amning

At amme er en helt videnskab i sig selv. Hvis du er nybagt eller vordende mor, har du stensikkert en masse spørgsmål til dette felt, og vi skal gøre vores bedste for at besvare disse i denne artikel.

Er du sulten efter viden om og tips til amning? 

Det er godt!

Du er nemlig landet på den mest omfattende danske ammeguide, der findes. Vi har forsøgt at dække alle aspekter af amning, og det, håber vi, er lykkedes.

LÆS OGSÅ: Hvor lang tid skal man amme ad gangen?

Selvom amningen først vil komme til at foregå, efter du har født, kan du faktisk med fordel begynde at forberede dig på at amme, allerede inden din lille guldklump melder sin ankomst, hvilket nedenstående afsnit beskæftiger sig med.

Sådan forbereder du dig bedst muligt på at amme

Du øger dine chancer for et godt ammeforløb, hvis du er mentalt godt forberedt. Allerførst er det vigtigt, at du tager stilling til, om du overhovedet ønsker at amme. Der findes nemlig også andre fodringsmetoder, som nok skal sørge, at dit barn klarer den. Vi anbefaler, at du taler med din partner, jordemoder og/eller sundhedsplejerske om, hvorvidt du ønsker at amme eller ej.

I hvert fald to af de tre parter vil kunne give dig kompetent faglig rådgivning og orientere dig om fordelene og ulemperne ved at amme eller ved at lade være, og den sidste part, din samlever, kender dig bedre end nogen anden og vil derfor kunne give et kvalificeret bud på, hvad der er den bedste løsning for netop dig.

Vær opmærksom på, at amning tager tid

Tålmodighed er en dyd…

Når du skal tage stilling til, hvorvidt du ønsker at amme dit barn eller ej, er det vigtigt, at du erkender, at amning tager tid, for det gør det altså bare.

At amme er nemlig en lidt omstændig proces, men vi kan heldigvis berolige dig med, at jo flere gange du ammer, desto bedre bliver du til det.

Forbered brysterne på amning

Du gør dig selv en stor tjeneste, hvis du aktivt forbereder dine bryster på at amme, men hvordan gør man mon lige det..?

Vedrører forberedelsen, at dine bryster skal have peptalks af henholdsvis Ole Wedel og Lars Rasmussen?

Ikke ifølge eksperterne desværre, men her hos Babyhelp.dk tror vi ikke, at den slags skader, så hop gerne ind på YouTube, løft op i trøjen og lad dine attributter høre de motiverende ord fra de to herrer.

Som sagt skader peptalks fra Ole og Lars sandsynligvis ikke, men vi gætter på, at du også gerne vil have et par fagligt funderede råd, så det skal du naturligvis ikke snydes for. De kommer herunder.

Gå uden BH

Væn dig til at gå uden BH i lange perioder i løbet af dagen. Du kan også vænne dig til at bruge en amme-BH, hvor flappen er nede, så dine bryster udsættes for lidt luft og forsigtig berøring fra det tøj, som du har på.

Du bør undgå at bruge sæbe på dine brystvorter, da sæbe gør huden tør, hvilket vil øge risikoen for, at dine brystvorter sprækker, og sker dette, så bliver det et helvede at amme.

Vigtig viden om starten af ammefasen

Nu er du klædt godt på til at få den bedst tænkelige ammeoptakt. Følger du vores tips, lover vi dig, at amningen bliver væsentligt lettere, end hvis du bare kaster dig hovedkulds ud i det, der venter. Vi kommer ikke til at bruge mere krudt på optakten til amning nu. I stedet vil vi fokusere på de første reelle amninger – hvad skal du være forberedt på, og hvordan kan du sørge for, at disse bliver så vellykkede som muligt?

Det er ikke atypisk, at barnet lægges til brystet allerede nogle minutter efter fødslen. Dog vil barnet i de fleste tilfælde ikke kunne suge næring ud af brysterne med det samme, da mælkeproduktionen som regel først begynder nogle dage efter fødslen.

LÆS OGSÅ: Hvor ofte skal man amme?

Netop dette har dit nyfødte børn dog fået et memo om. Det er nemlig – fra naturen side – beredt på denne udfordring, og derfor vil et nyfødt barn have lidt næring med sig fra tiden i livmoderen, og denne næring vil barnet tære på, indtil mælkeproduktionen har taget så meget fart, at der er tilstrækkeligt med næring i brystmælken.

Dette er den ene grund til, at barnet ikke lige fra fødslen lykkes med at suge meget næring ud af moderens bryst. Den anden grund er, at et nyfødt barn som regel skal bruge lidt tid på at lære, hvordan der skal suttes på brystvorten, for at denne afgiver mælk.

Fordele ved at amme tidligt 👍

Der er en række fordele forbundet med at komme i gang med at amme så tidligt som muligt. Først og fremmest vil den første mælk, som moderen producerer, være ekstremt næringsrig og værdifuld for et nyfødt barn.

Derudover fører tidlig begyndelse på amning til, at livmoderen trækker sig sammen, og at blødningen i denne stopper lettere. Tidlig amning kan derfor forstærke healingsprocessen efter fødslen. 

Generelle tips til amning 

Nogle ammetips er generelle, mens andre er individuelle. I de kommende afsnit vil vi komme ind på en række generelle af slagsen. Netop fordi de er generelle, bør disse tips kunne hjælpe dig samt enhver anden, der ammer.

Nøgenhed kan øge barnets tryghed

Jo tryggere et barn er, desto bedre forløber amningen som regel. Derfor er det altid en god idé at arbejde på at øge trygheden for barnet, hvilket kan gøres på mange forskellige måder.

En af de måder, der har vist sig som værende særligt effektiv, er ved delvist at afklæde både sig selv og sit barn. Bemærk, at barnet skal beholde bleen på – ellers kan du ende i en træls situation.

Lige såvel kan du også sagtens beholde dine bukser eller lignende på. Det er kun trøjen, der skal af. Det vigtige er nemlig, at intet tøj skiller dig og dit barn.

Er dette tilfældet, forstærkes nærheden og i mange tilfælde også trygheden, hvilket fører til et dejligt roligt barn.

Undgå for mange besøg

Du har lige født, og det betyder, at der sikkert er rigtig, rigtig mange, som meget gerne vil besøge dig og dit nytilkomne vidunder.

Formentlig er du pavestolt af dit barn og vil derfor hellere end gerne vise det frem til forventningsfulde besøgende.

LÆS OGSÅ: Hvor længe skal man amme?

Vi forstår godt, at folk i din omgangskreds har lyst og behov for at se dig og dit barn, og at du også selv føler et behov for at få besøg. Dog vil vi anbefale, at du i de første uger efter fødslen holder besøgene på et minimum af hensyn til amningen.

Uro i hjemmet og for mange besøg vil nemlig virke meget forstyrrende for barnet og påvirke dettes evne til at finde ro og føle tryghed. Et uroligt barn er desværre et vanskeligt barn at amme. Derfor bør du bestræbe dig på at holde mængden af besøg så lavt som muligt – også selvom det kan være svært.

Vælg de rette ammeteknikker

Vi ønsker ikke at lyve for dig. Amning kan være en kilde til frustrationer og smerter. Det er nemlig ikke uhørt, at amning fører til ømme bryster, utilstrækkeligt med mælk eller en ubehagsfølelse i forbindelse med, at man giver bryst.

Heldigvis kan langt de fleste udfordringer løses ved at bruge en række ammeteknikker. Herunder præsenterer vi dig for de mest centrale ammeteknikker og giver tips og tricks.

Ammestillingen

En ammestilling er den stilling, du indtager, når du ammer. Folk er forskellige, og det giver derfor ikke mening at anbefale en bestemt ammestilling frem for andre.

Dog kan der ikke herske nogen tvivl om, at en god ammestilling er en, hvor både mor og barn slapper af og føler sig veltilpasse.

Hvis du kunne tænke dig lidt inspiration til ammestillinger, kan du se videoen herunder, hvor en jordemoder viser forskellige ammestillinger.

Når man taler ammestillinger, er det oplagt også at nævne ammepuder. Med en ammepude vil du nemlig let kunne benytte dig af en række yderst behagelige ammestillinger, som ville være stort set umulige at praktisere uden puden. Hvis en ammepude lyder som noget for dig, så tjek hellere end gerne vores oversigt over de bedste ammepuder.

Se de bedste ammepuder her!

Barnets stilling

Dette punkt er lidt beslægtet med det forrige, da barnets stilling jo naturligvis vil være betinget af ammestillingen. Som vi tidligere har været inde på, kan nøgenhed være en god idé i forbindelse med amning, da dette vil øge barnets evne til at føle sig rolig og tryg. Ellers bør du egentlig bare bestræbe dig på at få dit barn til at indtage en stilling, hvor dette slapper af.

Behandl dine bryster godt!

Rigtig mange ammende kvinder rapporterer om ømme brystvorter. Hvis du er så uheldig, at dine brystvorter sprækker eller lignende, kan du desværre godt forberede dig på, at amning bliver en smertefuld affære.

Derfor skal du behandle dine bryster godt og tage vare på dem. Når du skal amme, kan du med fordel fugte din brystvorte, inden barnet tager denne i munden.

LÆS OGSÅ: Hvor meget mælk skal baby have om dagen?

Har du store bryster, vil vægten af dit bryst være ret voldsom for et spædbarn. Derfor vil det formentlig være en god idé at lægge en støttende hånd under brystet, så vægten ikke føles så voldsom for barnet. Også denne manøvre vil en ammepude kunne hjælpe dig med.

Sutte- og vejrtrækningsteknik

Det er en god idé at duppe barnets læber med din mælkevåde brystvorte, hvis ikke dit barn går ombord i buffeten af sig selv, lige når der er serveret. Det er nemlig ikke alle børn, der forstår at spise med det samme, heller ikke selvom de er sultne.

Derfor skal du tillære dig en række teknikker, der hjælper dit barn med at forstå, at nu er det spisetid. En metode kan være at sørge for altid at flytte barnet så tæt som muligt på dit bryst, når det åbner munden for at tage din brystvorte i munden.

Håbet er, at denne manøvre får barnets læber til at omslutte det mørke område omkring brystvorten – også kaldet areola. Og hvorfor er dette så vigtigt, tænker du måske. Det er det, fordi det vil mildne risikoen for ømme, forsuttede brystvorter.

Sådan bør amningen afsluttes

Rigtig mange kvinder undervurderer betydningen af afslutningen af en ammesektion, og det er altså en stor fejl! En dårlig afslutning vil nemlig øge risikoen for ømme brystvorter.

Hvis du vil undgå en skidt afslutning, så lad være med at trække din brystvorte ud af barnets mund, mens barnet er i gang med at sutte. Det, du i stedet bør gøre, hvis du ønsker at afslutte amningen, før barnet har givet udtryk for at være klar til dette, er at lægge en finger i barnets mund, så sutningen ophører. Når dette sker, kan du trække brystvorten ud.

FAQ – amning

I det følgende vil vi besvare en række hyppigt stillede spørgsmål omkring amning.

De kommende afsnit vil derfor byde på en masse nyttig viden om amning. Derudover vil afsnittene også være fyldt med tips og tricks, der vil kunne gøre din amning lettere.

Hvordan ved jeg, hvornår jeg skal amme?

Du skal naturligvis amme, når dit barn er sultent og har brug for næring. At et barn græder kan ofte være et tegn på sult, men vi anbefaler, at du forsøger at kigge efter de tegn på sult, der ligger forud for gråd.

Dette hænger sammen med, at det kan være svært at få et grædende og oprevet barn til at ligge stille ved ens bryst. Reagerer du tidligere, bliver det derfor lettere for dig at amme dit barn.

I begyndelsen vil det være svært for dig at vide, hvilke signaler du skal kigge efter for blive vis om, hvorvidt dit barn er sultent, men det er helt sikkert noget, som du hurtigt kommer til at lære.

I takt med at dagene går, vil du også få opbygget flere og flere rutiner. Disse rutiner vil også omfatte ammerutiner, hvilket betyder, at du nærmest kommer til at skemalægge din amning til de tidspunkter af dagen, hvor dit barn plejer at være sultent.

Hvor længe ad gangen må jeg amme?

Det er stor forskel på, hvor lang tid børn har behov for at blive ved moderens bryst. Derfor er det også svært sætte en fast tid på, hvor lang tid en amning må tage.

For nogle børn vil fem minutter være rigeligt for at opnå en mæthedsfølelse, mens andre vil skulle bruge op imod 30 minutter eller måske endnu længere.

Varigheden af amningen afhænger af flere faktorer, blandt andet hvor dygtig barnet er til at få mælk fra moderens bryst, og hvor let moderens bryst afgiver mælk.

I begyndelsen af en amme-session vil et barn få en stor mængde mælk med et lavt fedtindhold. Undervejs i løbet amme-sessionen vil mælkens fedtindhold stige.

Varigheden af amningen har dermed indflydelse på, hvor mange kilojoule barnet får i løbet af et måltid. Jo længere amninger, desto flere kilojoule.

Som tommelfingerregel bør et barn få lov at blive ammet, så længe det giver udtryk for at have brug for det.

Hvor lang tid må jeg amme?

Sundhedsmyndighederne anbefaler fuld amning, indtil barnet er seks måneder gammelt. Herefter lyder anbefalingen på delvis amning i et år eller mere.

Hvor ofte bør jeg amme?

Som udgangspunkt anbefales det, at man ammer otte gange dagligt. Der kan dog være stor forskel på børn, når det kommer til at bede om at få bryst. Lige såvel kan der være stor forskel, hvad angår behovet for at få bryst.

Nogle børn er velfungerende, hvis bare de ammes seks gange dagligt, mens andre har behov for at blive ammet 10-12 gange.

I gennemsnit bliver et barn ammet omkring fire-fem gange dagen efter fødslen, hvorefter hyppigheden tiltager til omkring otte-ni gange dagligt.

Tidspunktet på døgnet har stor betydning for hyppigheden af amninger. Som regel er det ikke nødvendigt at amme barnet lige så mange gange om natten, som det er de sene aftentimer eksempelvis.

Hvad må jeg ikke spise, når jeg ammer?

Der er rigtig mange holdninger til, hvad du bør spise, når du ammer, og hvad du ikke bør spise, hvis du vil undgå, at dit barn får ondt i maven.

Lidt længere nede opremser vi en række fødevarer, du med fordel kan holde dig fra, men inden dette er det dog vigtigt os at understrege, at mennesker er forskellige, og at rigtig mange kvinder derfor uden besvær vil kunne slippe af sted med at spise fødevarer, som andre ikke vil kunne, uden at baby får ondt i mavsen.

Hvis du vil være på den sikre side, så undgå kål, løg, kaffe, druer, jordbær, citrusfrugter, nødder, chokolade, cola samt rød- og hvidvin.

Hvis dit barn er meget uroligt eller får dårlig mave, bør du eksperimentere lidt med din kost, da barnets dårlige mave sagtens kan hænge sammen med de fødevarer, du indtager.

Som udgangspunkt er anbefalingen, at du skal leve sundt og undgå for meget sukker.

Hvor meget skal jeg drikke, når jeg ammer?

Når din krop skal producere mælk, skal den bruge meget væske udefra. Derfor skal du være opmærksom på at drikke godt med vand – også mere end du gjorde, inden du fødte.

En tommelfingerregel er, at du skal lade din tørst vejlede dig. Som ammende kvinde vil den nemlig være større end normalt.

Som udgangspunkt skal du indtage mindst 1,5 l væske om dagen. Hvis det er varmt, må du hellere end gerne indtage endnu mere.

Du bør skære ned på sodavand, saft, juice og andre sukkerholdige drikke i perioden, hvor du ammer. Energidrik er også no go!

Mange holder sig også fra alkohol, men der findes faktisk ingen studier, der dokumenterer, at dette skulle være skadeligt for barnet, hvis bare man begrænser indtaget til et-to glas vin.

Ligeledes er mange i tvivl om, hvorvidt de bør drikke kaffe eller te. Så længe du holder disse drikke på et moderat niveau, er der ingen fare forbundet med at indtage dem – hverken for dig selv eller dit barn.

Hvordan holder jeg baby vågen under amning?

Nogle kvinder døjer med, at deres barn ofte falder i søvn under amning. Nogle gange er det ikke et problem, men andre gange er det ubelejligt.

Hvis du er en af de kvinder, hvis barn ofte falder i søvn under amning, er der en række ting, du kan gøre for at holde barnet vågen:

  • Nus barnet på kinden og ved hagen
  • Syng for barnet for at få dets opmærksomhed
  • Skift barnet inden amning – det får ofte børn til at vågne op
  • Skift position undervejs.

Hvornår stopper amning med at gøre ondt?

Det er meget forskelligt fra person til person, hvornår de ømme brystvorter bliver mindre ømme. Hvis du døjer meget med ømhed som følge af amning, er der heldigvis noget, du kan gøre for at mildne smerten.

Du har allerede fået en del tips i artiklen, men derudover findes der nogle bedøvende cremer, du kan smøre på dine brystvorter.

Køb cremer til ømme brystvorter her

Kildeliste

  • https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/boern/om-boern/det-nyfoedte-barn/amning/
  • https://www.libero.dk/dig-netop-nu/artikler1/baby/mad-til-ammende-kvinder/