Øjenkontakt med et nyfødt barn
De fleste babyer kan have øjenkontakt lige fra fødslen. Dog er det en forudsætning, at de mest basale behov såsom mad og søvn er dækket, før barnet kan overskue øjenkontakt med andre. I denne tidlige fase vil øjenkontakten ofte ikke vare særligt længe.
Øjenkontakten vil være kortvarrig og kræver at afstanden er højest 20-25 cm.
LÆS OGSÅ: Hvor langt kan baby se?
Hvis barnet lukker øjnene, søger væk med blikket eller drejer hovedet, kan det være et tegn på, at barnet har brug for en lille pause. Selv noget så simpelt som øjenkontakt kan være udmattende for en lille baby.
Øjenkontakt med et spædbarn
Når baby er omkring 2 måneder gammel, vil øjenkontakten kunne forventes at vare længere end tidligere. Øjenkontakten fortsætter selvom du bevæger dig, fordi barnets blik følger dit. Hvis du er heldig, får du også et smil med på vejen.
Barnet opsøger ikke selv øjenkontakten endnu og det er derfor op til den voksne at opsøge det hos barnet. Det er sundt for baby at have øjenkontakt, så opsøg det gerne jævnligt.
Når baby er omkring 3 måneder gammel, vil han/hun selv begynde at søge øjenkontakt med sine voksne. Det er heller ikke unormalt, at der kommer masser af smil og måske endda latter fra den lille solstråle. I denne alder skal barnets blik kunne følge genstande med øjnene i glidende bevægelser fra side til side.