Mor og barn sammen under barsel

11 ting du kan lave med baby - Din barsel behøver ikke være kedelig

Du er på barsel, du keder dig og har brug for at lave noget der føles en smule meningsfyldt - det forstår vi godt. Men hvad kan du egentlig foretage dig når du har baby med på slæb? Vi giver dig 10 gode ideer så du og baby kan foretage jer noget sammen. 

11 ting du kan lave med baby

På papiret lyder barsel vildt lækkert. Flere måneder, hvor du kan sove længe, se serier, besøge veninder og, nå ja –  selvfølgelig også lige se efter baby. Virkeligheden er dog lidt en anden, for du får formentlig ikke lavet andet end bleskift, putning, gåture med barnevogn og amning. Og det var så dén dag.

Heldigvis behøver dine dage ikke se ens ud, og du behøver bestemt ikke kede dig. For selvom du har bebs med på slæb, så venter der stadig oplevelser i kan kaste jer over sammen. Med afsæt i vores forslag håber vi, at du og baby får jer nogle gode stunder sammen.

Vi har delt vores ideer op i to kategorier – ting i kan lave derhjemme og ting i kan lave udenfor hjemmet:

Det kan I lave udenfor hjemmet

Det er sundt for både dig og baby at komme lidt væk hjemmefra og få nogle nye indtryk. Inden I forlader boligen bør du dog sikre dig, at pusletasken er pakket og klar til jeres eventyr så du ikke ender med at mangle noget vigtigt. Vi har faktisk skrevet en guide til pusletasker, hvor vi blandt andet hjælper med at pakke den.

1. Babybio

Biografer og babyer går ikke umiddelbart hånd i hånd. Hvis du er inde for at se en god film, så ville der næppe være noget mere irriterende, end hvis en mamma havde taget sin grædende baby med ind i mørket. Endnu værre ville det være, hvis DU var den mor som skulle tysses på og have onde øjne rettet mod sig.

Men inden du stryger en tur i biografen helt fra listen, så kan det faktisk godt lade sig gøre at nyde en god film selvom du har baby med. Flere biografer har nemlig babybio – en filmvisning en eller flere gange om ugen hvor der gerne må være babygråd og foretages bleskift undervejs. Visningen er nemlig for andre i nøjagtigt samme situation som dig.

LÆS OGSÅ: Stor oversigt over online legetøjsbutikker

Babybio er typisk omkring formiddag og middag, og hvis det falder sammen med din babys lur, så kan man flere steder stille barnevognen med sin sovende baby ude foran salen. Vi har endda oplevet at der har været vagter til stede, som sørger for at gøre opmærksom på, hvis en baby er vågnet. Tjek din lokale biograf om ikke der er babybio og se så at komme ind og se en god film!

2. Motion

Siden fødslen har du sikkert ikke fået rørt dig og motioneret så meget som du egentlig gerne vil. Det er meget normalt, at det er svært at finde overskuddet når al tiden går med at passe på sin baby. Men heldigvis behøver du ikke gå helt i stå bare fordi din lille guldklump kræver det meste af din opmærksomhed – gør motion til en ting i kan foretage jer sammen.

Hvis din baby er stor nok til at kunne lege lidt selv, så er der flere fitnesscentre som har legerum hvor dit barn kan blive sluppet løs og hygge sig imens du knokler på cross-traineren. Flere steder har faktisk også en ansat til at holde øje med barnet – undersøg mulighederne i dit lokale fitnesscenter.

Er du mere til at få vind i håret ude på landevejen end at stå og svede i et fitnesscenter, så kan du også sagtens løbe en tur med baby. Placer ham i barnevogn eller klapvogn og kom afsted! De fleste babyer er glade for en gå- eller løbetur i vognen og den friske luft gør dem godt.

I flere byer kan du også tage dit barn med til mor-barn yoga. Her får I begge noget at lave. Du får rørt dig igen efter fødslen og baby har det sjovt med lege og sange som er en del af den særlige form for yoga. Når du har øvet dig på holdet kan du desuden sagtens fortsætte med øvelserne derhjemme – men det giver altså noget særligt for dig og baby at komme ud sammen.

3. Svømning

Apropos at få rørt sig lidt – babysvømning er genialt for dit barn. Det er nok mere baby der får rørt sig, men du kan til gengæld slappe lidt af i det lune vand.

Babysvømning er sund for dit barns motorik og kropsbevidsthed, ligesom det hjælper med at gøre dit barn trygt ved vand senere hen i livet. Og så er det jo bare en bonus, at langt de fleste babyer elsker at komme i vand og plaske og svømme.

LÆS OGSÅ: Hvornår begynder baby at pludre?

Selvom det primært bliver baby der får rørt sig og motioneret, så kan du også godt bevæge dig lidt rundt med baby i favnen. Brug lejligheden til at sludre lidt med de andre nybagte forældre og se hvordan dit barn forhåbentligt trives i det våde element.

Flere svømmehaller tilbyder hold med babysvømning. Du kan skrive dig og dit barn op allerede efter 8 uger efter fødslen, men barnet skal dog veje over 4 kg.

4. Babymassage

Du synes formentlig at det er rart at få en god, afslappende massage. Det gør dit barn også. Flere steder kan du tage på hold hvor du og andre forældre lærer at give massage til de helt små. Du skal have din baby med så du kan øve dig og hygge jer sammen.

Udover samværet under massagen, så er det også dejligt afslappende og afstressende for den lille som formentlig vil opleve en behagelig følelse af glæde som resultat af din berøring.

Senere hen kan massagen bruges som en del af putteritualet – det får nemlig baby til at slappe helt af, hvis du gør det rigtigt. Massagen kan også hjælpe baby med at komme af med overflødig luft i tarmene og dermed give en bedre fordøjelse.

Kontakten du får med dit barn når du masserer er helt unik, så undersøg om der er hold i nærheden af dig og skriv jer op.

5. Dans

Efter baby er kommet er det ikke blevet til mange svingom på dansegulvet på det lokale diskotek. Men lysten til at svinge med det gamle træben er der formentlig stadig – så hvorfor ikke tage en dans med baby?

Babyrytmik er populært hos både børn og voksne fordi det er en sjov måde at træne motorik samtidig med, at man får rørt sig og laver noget sjovt sammen.

Et babyrytmik-hold består af en instruktør og andre mødre med babyer som ligesom dig, er dukket op for at give baby en god oplevelse. På holdet vil i danse, synge og lege – alle ting der ikke bare er sjove, men også gode for dit barns udvikling. I kan eksempelvis slå kolbøtter, gynge, lege med bolde osv.

Dit barn er klar til babyrytmik fra det er 3 måneder gammel.

Det kan I lave derhjemme

Det er ikke alle mødre der kan finde energi til at komme ud af døren. Enten fordi de er udkørte efter en hård nat uden særligt meget søvn, eller måske fordi de simpelthen er bange for at komme udenfor døren med baby – for tænk nu, hvis noget går galt. Det er helt okay, og faktisk ganske normalt. Vi anbefaler, at I kommer lidt væk hjemmefra i ny og næ, men ellers er der også rigeligt med ting I kan foretage jer derhjemme.

6. Få besøg

Både dig og baby har godt af at være lidt sammen med andre mennesker. Har ud andre veninder med børn, så inviter en eller flere af dem på besøg. I har sikkert en masse erfaringer i kan udveksle over et stykke kage og en kop kaffe. Imens kan jeres børn lære hinanden at kende. Det skader bestemt ikke dit barns udvikling, at det møder andre børn eller andre voksne for den sags skyld.

LÆS OGSÅ: Hvornår skal jeg begynde pottetræning med mit barn?

Din gæster behøver nemlig ikke selv have børn, for baby lærer også af, at møde andre voksne. Nye såvel som velkendte voksne gæster kan være et tiltrængt afbræk i hverdagen. Så grib ud efter mobilen og få inviteret gæster på besøg.

7. Lyt til musik

Bare fordi din baby er for lille til at slå på tromme eller ramme tangenterne på et klaver, så betyder det ikke, at baby ikke sætter pris på god musik. I deler dog ikke nødvendigvis musiksmag, for de mindste foretrækker nemlig rolig musik som får dem til at slappe af og opleve ro i kroppen.

Det betyder dog ikke, at du ikke kan sætte dit favorit nummer med Britney Spears på anlægget, for baby synes ofte det er sjovt at danse med mor. På den måde stimulerer baby både høresansen og bevægesansen.

Er du helt på bar bund i forhold til børnevenlig musik, kan du tage udgangspunkt i, hvad du selv lyttede til som spæd. Ellers er Popsi og Krelle som regel en sikker vinder, med sange som også mor og far kan synge med på.

Ellers kan du se vores oversigt over de 10 bedste børnesange med fagter her.

8. Tumle

Hjemme hos os er det mest far, der er den vilde som tumler med baby foran biopejsen – men mor kan altså også godt finde ud af det. Så bred en dyne ud på gulvet, fordel nogle puder på gulvet og placer baby midt i dit improviserede puderum. Mange børn vil med stor glæde kaste sig over det bløde landskab du har skabt til dem.

Benyt lejligheden til at give dit barn en kildetur eller rul ham rundt. Du kan også rulle ham ind i en dyne eller et tæppe. Brug fantasien – de fleste børn elsker at tumle, og så er det samtidig også godt for motorikken.

B0bles legetøj til barnet

Skal dit barn virkelig forkæles, laver danske bObles fremragende møbler som netop skal bruges til at tumle. bObles er skummøbler formet som dyr, som alle udmærker sig ved at være vildt sjove at kravle, rulle, klatre og balancere på.

Du kan se det store udvalg af bObles tumlemøbler, hvis du trykker på knappen nedenfor.


Se udvalget af bObles

9. Sanglege

Uanset om det lyder som Whitney Huston eller som negle nedad en tavle når du åbner munden, så vil dit barn synes det er fantastisk når du synger. Især hvis det er sange som er lette at forstå og som inkluderer fagter. Hvis dit barn er stort nok, så vil det forsøge at imitere dig, ellers vil det bare nyde at kigge på hvordan du bevæger dig.

LÆS OGSÅ: Hvornår kan baby hvad?

Kan du ingen børnesange med fagter, så er der masser af inspiration at hente på internettet. Se for eksempel undulatsangen på YouTube.

10. Kig i spejl

Som voksen kan man måske godt undre sig over, hvorfor baby kan få så længe til at gå med at stirre på sig selv i et spejl – men det er på mange måder en helt ny verden der åbner sig for dit barn, når det ser sig i spejlet. Det opdager nemlig, at der kommer lyd ud når munden bevæger sig, hvordan han ser ud når han vinker eller laver ansigtsudtryk og så videre. Et spejl kan være godt for dit barns selvforståelse, selvom det godt nok kræver en hvis alder, før han helt forstår hvad det drejer sig om. De mindste børn får dog også stor fornøjelse ved at lege med deres “legekammerat” på den anden side af glasset.

11. Tag en tur i Zoologisk have

At tage dit barn med i Zoologisk Have under barsel er en fantastisk mulighed for at skabe uforglemmelige øjeblikke og styrke båndet mellem dig og dit lille barn. Zoologiske haver tilbyder en spændende og lærerig oplevelse for både mor og barn, da de kan udforske og observere et væld af fascinerende dyr fra hele verden.

Selvom din baby måske ikke forstår alle detaljerne ved dyrene, vil de helt sikkert nyde at se de livlige farver, bevægelser og lyde, som dyrene tilbyder. Dette bidrager til at stimulere deres sanser og øger deres nysgerrighed og interesse for deres omgivelser.

For mødre på barsel er turen til Zoologisk Have en fremragende mulighed for at komme ud og få frisk luft, samtidig med at man nyder en afslappet dag i naturskønne omgivelser. Det kan også være en social begivenhed, hvor du kan møde andre mødre og deres babyer, udveksle erfaringer og skabe nye venskaber.

Ud over dyreudstillingerne tilbyder mange zoologiske haver faciliteter såsom puslerum, ammerum og caféer, hvor du kan tage en pause og tage dig af din babys behov. Nogle zoologiske haver har endda særlige aktiviteter og programmer rettet mod småbørn og deres forældre, hvilket gør det endnu mere underholdende og engagerende for jer begge.

En tur til Zoologisk Have under din barsel er en unik og givende oplevelse, der skaber værdifulde minder for både dig og dit barn, mens I udforsker naturens vidundere sammen.

Husk at lytte til dit barn

De fleste baby er glade for, at der sker noget nyt og at de får nogle nye indtryk og oplevelser – men husk altid at lytte til dit barn undervejs. Det kan nemlig blive for meget for dit barn, som undervejs kan have brug for en pause med ro.

Sørg for at se på og lyt til dit barn når I laver noget. Når baby er glad og smilende, så bliv endelig ved med hvad end i foretager jer. Begynder baby derimod at se væk, at græde eller blive urolig så betyder det formentlig, at baby har fået nok.

Når baby giver udtryk for, at det har fået nok, så er det på tide at vende snuden hjemad og fortsætte jeres eventyr en anden dag. Hvis det er fordi du leger med baby, så lad ham være lidt – du kan eventuelt placere ham under sin uro som han kan ligge og studere imens han falder til ro.

Vi har meget mere godt til dig!

Uanset hvad du måtte have af baby- og børnerelaterede spørgsmål, vil vi gerne hjælpe dig. Derfor står vi bag et utal af guides til diverse produkter, som vi håber du kan bruge.

Se blandt andet vores guide til:
Pusleborde, babyalarmer, klapvogne, babygynger og voksiposer