Hvor ondt gør det at føde?

Hvor ondt gør det at føde?

I denne artikel forsøger vi at svare på, hvor ondt det gør at føde. I den forbindelse vil vi blandt andet komme ind på de forskellige faser, som en typisk fødsel består af.

Det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvor smertefuld det – at føde et barn – føles. For mange kvinder vil en fødsel dog være noget af det mest smertefulde, som de kommer til at opleve i hele deres liv.

En kvinde, der vil kunne nikke genkendende til dette, er Hella Joof, som har beskrevet det – at føde – på følgende humoristiske måde:

“Det gør lige så ondt at føde et barn som at få en kommode ned over sine bare tæer, mens man får trukket sine fortænder ud og spiser en af Klaus’ habanerochilier og skider den ud, mens man får tequila i øjnene.”

Hella Joof
Komiker og forfatter

Selvom man trækker på smilebåndet over Hellas underfundige og sjove beskrivelse af de smerter, der ledsager en fødsel, skræmmes man også en anelse i sit indre, for det lyder virkelig ikke rart det der med at føde børn… Og det er det altså heller ikke, mens det står på.

Det gør nemlig uhørt ondt, men heldigvis glemmer stort set enhver kvinde alle de ekstreme smerter, som vedkommende udsættes for, i samme øjeblik som hun får stukket sit nyfødte barn i hænderne. Et øjeblik, der er enhver pinsel under fødslen værd.

Hvorfor gør en fødsel så forbandet ondt?

Når man dykker ned i, hvad der sker med en kvindes krop i løbet af en fødsel, er det egentlig ikke så underligt, at en fødsel gør ondt.

Når en kvinde føder et barn, beder hun nemlig sin krop om at gøre noget ekstremt voldsomt, som den ikke er vant til. De voldsomme prøvelser, som kroppen skal på, sker tilmed uden forudgående tests samt opvarmning.

LÆS OGSÅ: Hvornår føder man?

Overblik over smerteudviklingen ved en typisk fødsel

En fødsel består af en række forskellige faser, og for mange kvinder vil det være meget forskelligt, hvor mange smerter de forskellige faser byder på.

Da alle kvinder er forskellige, vil der være stor forskel på, hvordan den enkelte kvinde oplever en fødsel. Derfor kan det også være dristigt at udtale noget generelt om fødsler.

Vi vover dog pelsen og vil i det følgende beskrive de smertetrin, som en fødsel typisk byder på. Da alle kvinder er forskellige, er det dog ikke sikkert, at smerterne under din fødsel lader sig beskrive 100 % af vores udlægninger.

Det første smertetrin af selve fødslen: De første korte veer

Når din fødsel går i gang, vil du i begyndelsen opleve korte veer. Det er sandsynligt, at disse vil være ledsaget af smerte, men vi håber ikke, at disse smerter føles alt for voldsomme, for typisk vil de være de mildeste, du kommer til at opleve i løbet af fødslen.

Hvordan smerterne føles, og hvor de befinder sig kan variere meget fra kvinde til kvinde. Nogle oplever smerterne i maveregionen, mens andre får ondt i lænden.

Smerterne i denne fase skyldes, at livmoderhalsen afkortes, og livmodermunden udvides de første 3-4 centimeter. Smertefasen kan vare helt op til 12 timer, men heldigvis er smerterne – for de fleste i hvert fald! – ikke værre, end de er til at holde ud, hvis bare man får omsorg samt befinder sig i trygge, rolige omgivelser.

Udvidelsesfasen: Nu er det ikke længere sjovt…

Det første smerte-trin er – som bemærket – ikke så voldsomt. Det efterfølges til gengæld af et trin, der af mange kvinder, der har født, beskrives som det mest smertefulde smerte-trin i løbet af hele fødslen.

Trinnet kaldes for udvidelsesfasen, og det skyldes, at det er i dette trin, at livmoderåbningen for alvor begynder at udvide sig. Typisk udvides den her fra 4 til hele 10 centimeter.

Og fasen er desværre ikke blot smertefuld. Den er som regel også forbandet langvarig – i hvert fald for førstegangsfødende.

Typisk varer den nemlig mellem 1 og 10 timer for førstegangsfødende. 1-10 timer må siges at være et rimelig bredt interval, hvorfor vi godt forstår, hvis du lige nu slår korsets tegn over brystet og efterfølgende krydser fingre for, at du er en af dem, der slipper med en udvidelsesfase på omkring 1-2 timer.

Hyppigere og voldsommere veer

I udvidelsesfasen vil du opleve, at pauserne mellem dine veer bliver kortere og kortere, og at dine veer bliver længere og mere intense. Dette gør, at du – modsat første fase – ikke føler, at du har tid til at sunde dig og samle kræfter. Udvidelsesfasen vil derfor føles ekstremt intens og udmattende.

Og som om det ikke var nok, vil du måske også fornemme, at dit barn rumsterer mod dine bækkenknogler, da det ganske enkelt er det, der sker.

Du forstår nok nu, hvorfor mange kvinder beskriver denne fase som et sandt smertehelvede, og vi forstår godt, hvis du sidder ligbleg og spekulerer på, hvordan dælen du skal klare dig igennem fasen, men bare rolig – det skal nok gå! Du er nemlig meget sejere og stærkere, end du forestiller dig, hvilket du uden tvivl også kommer til at erfare i løbet af din fødsel.

I øvrigt vil du under denne fase kunne foretage en række initiativer, der vil kunne dulme smerterne. Igen er det forskelligt fra kvinde til kvinde, hvad der fungerer. For nogle er massage lige sagen. For andre er det et varmt bad, der skal til, og for atter andre er det mest ideelle smertelindringsredskab en varmepude på maven eller lænden kombineret med vejrtrækningsøvelser.

LÆS OGSÅ: Hvordan foregår en fødsel?

Mangler du en varmepude?

Hvis du endnu ikke har investeret i en god varmepude, så få da gjort det. Dels vil du formentlig kunne bruge den i løbet af fødslen, men sandsynligvis vil du også få stor glæde af den efter fødslen, sæt du kommer til at døje med efterveer.

Se varmepuder her

Pressefasen: Følelsen af at skulle på toilettet

Når du er udvidet 10 centimeter, stopper udvidelsesfasen, og du bevæger dig over i pressefasen.

På dette tidspunkt vil dit barns hoved være placeret på din bækkenbund, hvor det trykker på en masse nerver, der giver dig en fornemmelse af at skulle akut på toilettet.

I pressefasen vil du – når du får de såkaldte presseveer, i perioder slet ikke kunne lade være med at presse, og det er kun godt. Det er nemlig dine pres, der skal skubbe barnet ud af dig.

For langt de fleste kvinder vil smerterne ikke være synderligt slemme størstedelen af tiden i denne fase. I stedet vil en trang til at presse være altdominerende.

Inden du drager nogen forhastede konklusioner om, at pressefasen er fri for smerter og piece of cake, vil vi gerne lige smide lidt malurt i bægeret. Ja, vi er sgu lidt af et par party-crashers, vi ved det godt…

Årsagen til, at du ikke skal glæde dig for tidligt, er, at det er i denne fase, hvor barnet bliver skubbet ud af dig, og når barnets hoved samt skuldre passerer din skedeåbning, vil det formentlig svie og spænde voldsomt i underlivsområdet og gøre rigtig, rigtig ondt.

Så selvom pressefasen sædvanligvis ikke er nær så slem som udvidelsesfasen, vil også denne fase byde på meget smertefulde momenter. Heldigvis efterfølges disse af stor forløsning og glæde, for kort efter du har følt ovenstående smerter, vil du sidde med dit nyfødte barn i armene.

Når dit barn er født, mangler kun moderkagen, og når den skal ud, vil du være så udvidet i skederegionen, at den proces næppe vil være behæftet med smerter.

LÆS OGSÅ: Hvor længe har man smerter efter en fødsel?

Kildeliste

  • ALT.dk.