Hvad er Gender Reveal?
Gender Reveal er en fest, hvor kønnet på det ufødte barn afsløres for familie og venner eller måske endda forældrene selv.
Hvilket køn, barnet i maven har, er med sikkerhed et spørgsmål, som de fleste kommende forældre har fået utallige gange. Det forstår man godt, for det er en stor ting, om man venter en pige eller en dreng. Nogle forældre vælger at fortælle det, når de bliver spurgt, imens andre foretrækker at holde det hemmeligt og senere hen afsløre det til en Gender Reveal fest.
Ofte vil afsløringen foregå på en kreativ måde, som kan involvere balloner i drenge- eller pigefarver, en kage hvis fyld afslører kønnet, konfetti eller meget andet. Senere i artiklen giver vi en række ideer til sjove måder at afsløre kønnet på barnet.
Skal de kommende forældrene kende kønnet på forhånd?
Det er lidt forskelligt, hvordan man vælger at gribe et Gender Reveal an. Nogle forældre vil gerne vide kønnet på forhånd og bruger festen til at afsløre det for gæsterne, men det er også ganske normalt, at kønnet på barnet er ligeså stor en overraskelse for den kommende mor og far.
Hvis mor og far ikke vil vide kønnet på forhånd og skal have det afsløret til Gender Reveal festen, er de nødt til at alliere sig med en eller flere venner eller familiemedlemmer, som kan gøre overraskelsen klar.
Hvornår afholdes Gender Reveal?
Gender Reveal afholdes typisk omkring midten af graviditeten, men det er op til den enkelte at vurdere, hvornår det passer bedst.
Festen kan dog ikke finde sted før uge 14, som er det tidligste tidspunkt, man kan få afsløret kønnet ved en scanning.