Et putteritual kan gøre det nemmere at få baby til at sove om aftenen. Det er dog ikke helt ligegyldigt, hvordan putteritualet er strikket sammen. Derfor får du i denne artikel forslag til, hvordan et putteritual kan se ud.
Helt små børn forstår det ikke, hvis du forklarer dem, at det er sengetid. Deres sprog og forståelse er ikke udviklet tilstrækkeligt, hvorfor verbal kommunikation ikke fungerer. I stedet for at bruge ord til at forklare barnet, at det er tid til at sove, skal du bruge faste rutiner. Selv helt små babyer lærer hurtigt at forstå, at tandbørstning, godnatlæsning og godnatsang betyder, at det er tid til at sove.
Gør du de samme ting hver aften, når du putter baby, vil han/hun med tiden forstå, at det er sengetid. Når barnet forstår, at det er tid til at sove, vil det være mere forberedt, når du siger godnat, hvilket forhåbentligt gør putningen nemmere.
LÆS OGSÅ: Sådan får du baby til at sove
Husk at det tager tid at skabe faste rutiner, så vær tålmodig og giv ikke op, hvis barnet stadig ikke har forstået putteritualet, første, anden eller måske syvende gang – det skal nok komme!
Vi anbefaler, at du koordinerer selve putteritualet med din partner, hvis I skiftes til at putte. Det er nemmere for barnet at forstå putterutinen, hvis rutinen er den samme hver gang og ikke skifter alt efter, om det er mor eller far, som putter.
Eksempel på et putteritual
I det følgende vil vi præsentere dig for et bud på, hvordan et putteritual kan se ud.
Der er intet facit for, hvordan et putteritual skal foregå, så tilpas meget gerne putterutinen efter behov så den passer bedst muligt til dig og dit barn.
Skru ned
Det er en fordel, hvis baby er rolig og afslappet, når det er sengetid. Når I nærmer jer sengetid, kan du med fordel sørge for at slukke fjernsyn, radio og andet støj og forstyrrelser, så baby kan falde lidt ned. Tal lavere og lidt langsommere til barnet end normalt. Hvis muligt, kan du også dæmpe lyset.
Sørg for at baby er mæt
En baby kan være besværlig, men en sulten baby er umulig! Sørg for at baby er blevet spist af, så I ikke skal bøvle med en rumlende mave, når baby skal puttes.
Klæd barnet på til natten
Gør det sidste bleskifte og omklædningen til nattøj til en del af putterutinen. Sørg for at det hele fortsat foregår i et roligt tempo. Barnet kan måske have glæde af lidt blid babymassage, som kan gøre ham/hende ekstra søvnig. Husk også at børste de små tænder!
Put baby i sengen
Når alt det praktiske er klaret og baby er natklar, kan du forsigtigt putte baby i sengen. Sørg for at gøre det hyggeligt og behageligt for barnet. Giv baby yndlingsbamsen og eventuelt en sut.
Godnatlæsning og -sang
Når baby er blevet lagt i sengen, er det tid til den store finale i putterutinen; godnatlæsning og godnatsang.
Det er ligegyldigt hvilken sang du vælger, men for helt små børn kan det være en fordel, hvis du synger den samme hver aften. Ligesom selve putteritualet fortæller barnet, at det er tid til at sove, kan også en bestemt sang kommunikere, at rejsen til drømmeland begynder nu.
LÆS OGSÅ: Hvor ofte skal baby lave afføring?
Større børn, som er mere bevidste, vil ofte ikke være tilfredse med ‘jeg ved en lærkerede’ eller ‘Den lille Ole med paraplyen’ hver aften, så her bliver du måske nødt til at ryste posen lidt i ny og næ.
Ovenstående gør sig også gældende for godnathistorien, som ikke nødvendigvis behøver være den samme hver aften.
Sig godnat og forlad rummet inden baby sover
Som forælder kan man fristes til at blive ved barnet, indtil det sover. På den lange bane er det dog en fordel, hvis du sørger for at liste ud af rummet, inden baby sover.
Du skal ikke gøre noget stort nummer ud af, at du går. Sig godnat og sov godt, giv eventuelt din guldklump et lille kys og list så stille ud af rummet.
LÆS OGSÅ: Hvornår må baby komme i svømmehal?
Hvis baby falder i søvn, når du er tilstede, vil han/hun også forvente, at du er det, hvis baby vågner midt om natten. Når du ikke er der, vil baby udtrykke sin utilfredshed ved at græde.
Når barnet ser dig gå, lærer det, at det er okay at være alene i sengen, når man skal sove. På den lange bane betyder det forhåbentligt, at du slipper for at tilbringe hver aften ved tremmesengen, fordi baby selv kan falde i søvn uden din tilstedeværelse.