I Danmark græder babyer mindst

I Danmark græder babyer mindst

Babyer græder. Gerne højt og gerne længe, og selvom man som forældre gør sit bedste for at trøste det lille menneske, så er det af og til en kamp, der ikke kan vindes. Uanset hvor mange gange man kaster ud med fiskestangen og hiver den ene gode underholdningsidé efter den ande i land, giver barnet ikke efter. Gråden er evindelig.

Men inden du kammer helt over i frustration over dit grædende barn, så stop op og trøst dig selv med, at vi i Danmark faktisk har det let. I hvert fald viser et studie, at når det kommer til babygråd, så har vi det let herhjemme.

Danske babyer græder mindst

Konklusionen på et engelsk studie som har analyseret en række studier af grådmønstre hos babyer verden over er, at danske babyer er dem der græder absolut mindst, efterfulgt af vores naboer i Tyskland, og Japan som også kan glæde sig over mindre babygråd.

Værre står det til i Storbritannien, hvor babyerne græder absolut mest i løbet af en dag.

Forklaringen kan, ifølge en tysk professor være, at forældrene i de forskellige lande, ikke har samme holdning til gråd og hvordan man håndterer det. Ifølge professoren bliver vi helt simpelt ikke ligeså påvirkede af den grædende baby, hvorfor vi heller ikke kører os selv op og risikerer at gøre situationen værre.

Han sammenligner det med sikkerhedsproceduren når man er ombord på et fly, hvor man starter med at give sig selv iltmasken på, inden det er barnets tur. Hvis man ikke som forældre tager vare på sig selv og sørger for at man er afslappet, vil det smitte af på barnet.

Når vi i Danmark, måske, ikke lader os påvirke så meget af vores grædende børn gør det altså, at vi bedre kan håndtere dem. Vi forbliver rolige, og kan dermed lettere berolige dem.

Danske børn har mindst kolik

Analysen af babygråd tager udgangspunk i data for 8.700 babyer i alderen 0-3 måneder. Forældre stod selv for at indberette mængden af gråd til studiet.

På baggrund af tallene kunne forskerne konstatere, at Danmark var det land i verden, som døjede absolut mindst med kolik.

  • 5,5% af danske babyer døjede med kolik.
  • I Tyskland slipper de også ganske let med 6,7% kolikramte babyer.
  • Anderledes svært har forældrene det i Storbritannien, hvor 28% af babyer har kolik.
  • Værst står det til for canadiske forældre, som må stikke to fingre i ørene oftere. 34,1% af babyerne i Canada menes nemlig at have kolik.

Ro på – det kunne være værre!

Det er måske en sølle trøst når du har en grædende og utrøstelig baby i favnen, men nogen gange kan det alligevel hjælpe at tænke på, at det kunne være værre. Det er muligt, at du er i risikozonen for kronisk tinnitus og går med ørepropper derhjemme fordi dit barn græder meget, men sammenlignet med især Canada og Storbritannien slipper de fleste af os billigt.

Uanset hvad, så husk på at det er en fase – det skal tidsnok gå over igen.

Sådan ved du, om dit barn har kolik.

Din baby har kolik hvis det græder:

  • mere end 3 timer om dagen
  • i mindst 3 dage om ugen
  • i mindst 3 uger i måneden