Sådan hjælper du dit barn til en bedre søvn

I denne artikel kan du blive klogere på, hvordan du kan hjælpe dit barn til en bedre søvn.

Børns søvnbehov er forskellige og varierer med alderen. Spædbarnet sover flere gange om dagen, hvilket er helt nødvendigt for barnets udvikling. Jo ældre barnet bliver, jo mindre bliver behovet for middagslure, og søvnen samles efterhånden i sammenhængende periode om natten.

Børns søvn er påvirket af en række faktorer. Det kan både dreje sig om barnets temperament og personlighed, de fysiske forhold samt dynamiske aspekter i familien. Sidstnævnte kommer blandt andet til udtryk i de situationer, hvor barnet har svært ved at sove hjemme men måske godt kan falde i søvn i institutionen.

Det kan være utrolig frustrerende for forældrene, når et barn ikke kan sove, og det er derfor rigtig godt at vide lidt om, hvad du selv kan gøre for at hjælpe dit barn til en bedre søvn.

Ro, regelmæssighed og rytme

Det kan godt være, at det gode gamle råd om ro, regelmæssighed og rytme lyder kedeligt, men der er god grund til at udsagnet kendes af de fleste. Alle mennesker og særligt børn har behov for regelmæssighed og det genkendelige – også når det handler om døgnrytmen.

Derfor er det vigtigste råd, når det kommer til børn og søvn, at sørge for, at barnet puttes samme tid hver dag. Der er selvfølgelig altid undtagelser fra reglen, og nogle børn kan sove alle mulige steder og håndterer fint store udsving i den daglige rytme, mens andre børn er fuldstændigt afhængige af genkendelighed. Hvis dit barn har svært ved at sove, kan det give rigtig god mening at sørge for, at barnet kommer i seng på samme tid hver dag – også i weekenden. Denne faste rytme er selve fundamentet for en god søvn.

Hyg jer med en god bog i stedet for en skærm

Når vi skal falde i søvn, er det nødvendigt, at både krop og sind er i ro. Det er derfor vigtigt med rolige aktiviteter frem mod sengetid, så barnet kan fornemme, at det er tid til at slappe af og geare ned.

Vi ved efterhånden rigtig meget om, hvordan brugen af skærm kan påvirke søvnen negativt. Dette skyldes blandt andet, at lyset fra telefon, iPad eller tv nedsætter produktionen af søvnhormonet melatonin, som vi skal bruge for at falde i søvn. Samtidig virker skærmens indtryk stimulerende på vores hjerner, hvilket også kan gøre det sværere at falde i søvn.

Den sidste time inden putning er det derfor en god idé at slukke for skærme og hygge sig med en anden aktivitet i stedet. I kan jo finde et puslespil eller en god bog frem eller bare kramme lidt i sofaen.

Gode putteritualer

Et godt putteritual giver en tryg og rolig afslutning på dagen for både barn og forældre. Når man skal skabe et godt putteritual, kan man overveje, hvordan både barn, seng og soveværelse bliver klar til natten. Barnet skal måske have nattøj på og have børstet tænder, sengen bliver gjort klar ved at ryste dynen og lægge bamsen frem, og i soveværelset fjernes legetøj og andre forstyrrende indtryk, og måske lufter man lidt ud. 

Læs også: Tips til at få baby til at sove

Ved at gøre de samme ting hver dag, begynder barnet at koble de forskellige aktiviteter med det at skulle sove. De fleste børn bliver med tiden rigtig glade for at putteritualerne, særligt hvis det indeholder en hyggelig og rolig stund med mor eller far. Det kan være et par velkendte godnatsange og måske en beroligende godnathistorie.

En helt ny type godnat historiebog

Selvom der er styr på putteritualet, kan det for mange børn stadig være svært at finde ro, når de skal sove. Nogle børn får måske bekymringstanker ved sengetid eller føler sig slet ikke trætte.

Drømmejunglen er en helt ny type godnathistoriebog baseret på beroligende meditations- og hypnoseteknikker. I Drømmejunglen hjælper barnet de forskellige dyrebørn, som ikke kan sove af forskellige årsager. Samtidig guides barnet igennem en række beroligende øvelser, som kan hjælpe det med at bearbejde dagens indtryk. På denne måde støtter Drømmejunglens historier barnet i at finde ro i både krop og sind, så det kan falde i søvn. Bogen er testet af en række børnefamilier samt psykologer og andre fagprofessionelle.

Hvis du har lyst til at vide mere om Drømmejunglens univers, kan du finde bogen og få flere gode råd om søvn lige her.

Om forfatteren

Anna Knakkergaard er mor til fem, uddannet læge og har desuden en diplomuddannelse i klinisk hypnose. Hun har stor erfaring i at arbejde med børn og unge, og bruger blandt andet hypnoterapi til at hjælpe børn med angst, søvnproblemer eller mavesmerter til et bedre børneliv.

I 2020 startede hun i samarbejde med arkitekt og illustrator Julie Dam, virksomheden Jungledrømme, hvis erklærede vision er at hjælpe børn og børnefamilier til at skabe de bedste betingelser for en bedre søvn.

Scroll til toppen